#MeToo – NOT
Hvis du har fulgt bare en lille smule med i hvad der rører sig i ‘tantramiljøet’, er du nok også stødt på skrækhistorier om massører der har optrådt grænseoverskridende, eller mennesker (oftest kvinder) der efter at have modtaget en massage sidder tilbage med en følelse af at noget måske ikke var som det burde være.
Der har været flere tilløb til at samle ‘branchen’ om et fælles sæt regler for hvordan en tantramassage må foregå, men det er aldrig lykkedes at skabe bare tilnærmelsesvis konsensus på området. Det tror jeg heller ikke kommer til at ske. Der er stor variation i hvordan de enkelte massører/behandlere arbejder, og som modtager må man derfor lægge en indsats i at gøre sig klart hvad man søger og hvad man vil undgå, samt efter bedste evne undersøge om en given massør som man evt. har i kikkerten, matcher dette. Det er imidlertid ikke altid let, specielt ikke hvis man er ny. Nogle massører har meget konkrete regler, f.eks. at de altid som minimum har trusser på under sessionen, og at berøringen kun går den ene vej – fra massør til modtager. Hos andre er der tale om et ‘tantrisk møde’ hvor alt i princippet kan ske.
Mit take på etik er, helt kort, at en session først og fremmest skal være tryg for begge parter.
Jeg oplever generelt at folk er meget trygge ved at være i session med mig, uanset deres erfaringsniveau og baggrund. Det er min overbevisning at det primært beror på det nærvær og den respekt, ro og nænsomhed jeg møder dem med. Når du kommer til en session hos mig, tager vi en indledende snak der blandt andet skal afdække hvad du har brug for for at føle dig tryg, så jeg kan navigere efter det i sessionen.