Loving 🫲❤️🫱 Hands
Tantra

Tantra

Hvad er tantra?

Der er mange forskellige opfattelser af hvad ordet ‘tantra’ dækker over. At sige “jeg arbejder med tantra” er omtrent lige så informativt som at sige “jeg er forretningsmand”. Nogle mener at det er en særlig ‘krydret’ og langsom måde at have sex på. Andre bruger ordet synonymt med ‘tantramassage’ (som igen kan være mange forskellige ting). Andre igen ser det som en måde at være i livet på, hvor man bestræber sig på aktivt at bruge alle livets tilskikkelser – herunder seksualitet og sanselighed – til at højne bevidstheden og gøre sig fri af egoets evindelige fiksfakserier.

For mig er det vigtigt at have in mente at tantra oprindeligt handlede om (og stadig ‘bør’ handle om) bevidshedsudvikling. Klassisk tantra er, enkelt sagt, et system af praktiske anvisninger til at forfine bevidstheden og nå til erkendelse af sin sande natur. Selve ordet har flere betydninger. ‘Anvisning’, ‘teknik’ eller ‘redskab’ er en af dem. Der findes flere skriftlige og mundtlig overleveringer og lineages inden for tantra. Et eksempel er værket Vigyan Bhairav Tantra der er udformet som en dialog mellem Shiva og Shakti om hvordan man kan opnå erkendelse af den ultimative virkelighed. Shiva anviser 112 meditative øvelser som hver især kan lede til denne erkendelse. Kun et mindre antal af disse handler om nydelse.

Motivet på baggrundsfotoet, Adi-Buddha Samantabhadra – det mandlige og det kvindelige princip i forening – handler dybest set ikke om seksuel forening, men repræsenterer opløsningen af skabelsens dualitet, tilbagevenden til den reneste, non-duale bevidsthed. Dog antyder det også at en tantrisk seksuel praksis kan være en vej dertil – omend det nok er for viderekomne.

Hvordan er ‘tantra’ hos Loving Hands?

Det er det har jeg prøvet at fange essensen af i min undertitel: “nærvær • berøring • sanselighed”. Det er i stedet for at skrive ‘tantramassage’, som jo fortolkes meget forskelligt.

‘Berøring’ og ‘sanselighed’ taler for sig selv. Ordet nærvær henviser til det bevidsthedsmæssige aspekt. Væren er den rene tilstand af at være til, uden tanker eller følelser – ren bevidsthed. Nærhed henviser til at vi kommer tæt på hinanden, både fysisk, energimæssigt og bevidsthedsmæssigt. Min definition af nærvær er en afslappet tilstand af samtidig opmærksomhed på væren og på hinanden.

Nydelsen hjælper til at ‘åbne’ kroppen og energisystemet, så fysiske og psykiske spændinger kan løsne sig og ‘skylles ud’. Nærværet er i høj grad det der gør mødet trygt at være i, ‘holder rummet’ og muliggør transformation.

Hvad kan nærværende, sanselig berøring gøre for dig?

Altså… Nydelse, afspænding, velvære, ro i kroppen, ro i tankerne, ro i nervesystemet. Nogle gange sker der tilsyneladende ikke andet end det. Og det er jo også fint i sig selv. Men andre gange kan det sætte en proces i gang eller intensivere/facilitere en igangværende proces. Med proces mener jeg her en hel eller delvis forløsning af noget der er kørt fast fysisk, psykisk eller energimæssigt. Når den slags knuder løsner sig, er det et skridt i retning af større frihed, dybere erkendelse.

Og her skal det lige nævnes at ‘løsning af knuder’ ikke nødvendigvis kun er nydelsesfuldt. Knuder rummer gammel smerte – oftest følelsmæssig, somme tider fysisk. Det vil man typisk møde igen, når de løsner sig. Men heri ligger også en tilfredsstillelse, dels fordi det stort set aldrig er så slemt som man i sin tid oplevede det da knuden blev knyttet, dels netop fordi det slipper.

Hvor kommer seksualitet ind i billedet?

Seksualitet er livsenergi. Din seksualitet kan melde sig helt naturligt, når du slapper af i nydelse i et trygt rum. Den er velkommen, og jeg vil opfordre dig til også selv at byde den velkommen i sessionen og være nærværende med den, hvis den vækkes. Det er en kraftfuld energi, og når den sætter sig i bevægelse, kan den bidrage til at skylle ‘knuderne’ ud af systemet. Observer den, leg evt. med den, lad den brede sig i din krop uden at at presse den i nogen bestemt retning. Giv plads til at du evt. kan lære noget nyt om den eller opleve den på en ny måde.

Min seksualitet er også livsenergi, så det giver ikke mening at sige at den slet ikke er inde i billedet. Den er med som energi og velvære, men den ‘vil’ ikke noget med dig.